mandag, december 29, 2008

Karlby klint - Fornæs fyr


Leif havde arrangeret en tur ud på spidsen af næsen, lige nord for Grenå. Vi skulle ud og se på klinterne ved Karlby. Torben var så flink at hente mig ved 8:30 tiden da jeg pt. har lånt min lille grimme bil ud. Jeg havde brugt morgenen til at gå og pakke. Det er en frygtelig masse gear der skal med her om vinteren. Jeg checkede lige DMI/byvejr for en lokal vejrudsigt, der blev lovet solskin og næsten vindstille, perfekt.
Torben dukkede op og vi fik pakket bilen, og kørte mod Føtex i Randers for at mødes med resten af flokken. Leif var allerede kommet og snart efter ankom Jørgen og Søren. Jan, Erik, Rudolf og Mette kørte direkte derud.
Efter en hyggelig tur ankom vi til Karlby klint en times tid senere, de andre var ankommet. Det var ret koldt at hoppe i tøjet idag. Starten var lidt vanskelig på grund af den høje sten strand, og de bløde dønninger, men ved fælles hjælp kom alle sikkert afsted. Jeg fik prøvet en sæl start for første gang, sjovt. Så gik turen ellers sydpå mod fornæs langs de smukke klinter. Kyst linien minder lidt om nordsiden af Fur, i en lidt mindre målestok.
Der var, som lovet af DMI, godt nok næsten sky frit over Karlby klint, men solen stod så lavt at den det meste af tiden var skjult bag skyerne længere væk. Vind var der ikke meget af, men vi fik nogle bløde dønninger.
Min nye luffer, som jeg havde fået i julegave fungerede perfekt. Mine hænder var dejligt beskyttet, varme og ikke mindst tørre. De tager af for alt det vand der drypper ned fra pagaj bladet. Da de er helt åbne er det nemt at få dem af, og med dem på kan jeg sagtens skifte hånd stilling på pagajen. Der er selvfølgelig ingen isolering i dem, men jeg kan tage et par tynde hansker på inden under hvis det bliver nødvendigt. Jeg tror det nu ikke, jeg havde dejligt varme fingre på hele turen.
Efter et stykke tid mødte vi et par gutter der var på vej nordpå, fra Grenå til Bønnerup, den ene i en Tahe Marine, og den anden i en Valley Q-boat. Begge både jeg skal have prøvet på et eller andet tidspunkt, efter lidt gear snak, sejlede vi videre.
Rudolf spottede et ansigt i en af klinterne (det findes mellem billederne, god jagt :) ). En enkelt sæl blev det også til, den kiggede på os fra afstand.
Vi holdt frokost pause, ved nogle små fiskehuse som gav god læ. Jeg var lige ved at plaske i vandet da jeg skulle ud af kajakken, men ved Eriks hjælp gik det. Mette frembragte lækre saltede mandler, uden at vide at det er meget farligt at vifte med sådan nogle under snuden på mig. Guf.
Således opladet sejlede vi videre mod Fornæs fyr. En kort lille tur. Leif havde lovet en tur op i fyrtårnet, men næ nej, privat stod der over alt. pyt med det. vi fik set det udefra.
Vi sejlede retur nord på , og holdt en "velfortjent" kaffe pause hvor der blev frembragt kage og chokolade. Vi blev enige om at det må kaldes interval træning. Pausen blev holdt under klinterne, flot.
Da vi kom tilbage til Karlby, skulle Jan og jeg lige lege lidt. Jeg fik testet min nye hætte fra Kokatat, den var super, slut med kulde chok ved rul. Jeg havde iøvrigt haft den på under hele turen, men blot nede om halsen. På den måde har den to funktioner her om vinteren. Jeg hoppede lige i det kolde vand for at se om dragten holder tæt. Der gør den. Men fødderne bliver som altid våde. Jeg må have syet vandtætte strømper i min Reed dragt.
Vi sluttede af med mere interval træning, da Jørgen og Mette frem drog kage og guf, som vi indtog i et smukt lys fra den nedgående sol.
En dejlig tur i godt selskab.

Distance: 15.6 km
Vejr: stille, med bløde dønninger, lige omkring fryse punktet.
Slidshow af Tommy og Jørgen

Ingen kommentarer: